Lidt om tørbørstning 🧡🧡
Tørbørstning - Stimulerer lymfe og blodcirkulation
Tørbørstning er en hudplejeteknik som er blevet brugt fra for mange hundrede år siden, især i østlige lande som Kina, Japan og Mellemøsten.
Det er en teknik der stimulerer lymfesystem og blodcirkulation. Ved at børste kroppen i lange strøg fra fødderne og op masseres hudens blodkar, nerver og væv.
Lymfesystemet er et væskesystem som er en del af kroppens immunsystem og som blandt andet er med til at rense kroppen for affaldsstoffer, ved at filtrere blodet og nedbryde bakterier og døde blodceller m.m. Hvis lymfesystemet er blokeret kan man føle sig træt og drænet. Lige under huden ligger lymfeknuder som sender lymfevæske til de dybereliggende lymfeknuder.
Er der stagnation i de yderstliggende lymfeknuder vil det også skabe stagnation i de dybereliggende lymfeknuder og det giver derfor rigtig god mening at stimulere de yderste med tørbørstning.
60-70 % af vores lymfesystem findes omkring maveområdet som derfor har god gavn af stimuleringen. Også området omkring omkring armhulerne er gode at stimulere. Ved børstningen fjernes ligeledes døde hudceller og hudens porer åbnes så der også herfra kan frigives affaldsstoffer. Således får huden nyt liv og føles efterfølgende ren og frisk. I tilgift påvirkes hudens nerver og nervesystemet beroliges.
Ved regelmæssig brug af børsten kan appelsinhud mindskes da kollagen og elastin i huden øges. blodkarsprængninger kan også synes mindre. Huden vil blive mere spændstig og glødfuld og man vil mærke sit energiniveau stige.
Med den rigtige børsteteknik kan tørbørstning bruges så ofte man har lyst.
Dit eget tørbørste ritual derhjemme
Har du din egen tørbørste og ønsker at bruge den som et ritual derhjemme kan du her læse hvordan du får mest ud det.
- Det er ideelt at bruge børsten inden badet. Børsten bruges som navnet angiver helt tør og på helt tør hud.
- Børstningen skal ske udefra og ind mod kroppen. Start fx under fødderne og børst opad i retning mod hjertet. Ved armene begyndes på samme måde med håndfladerne og der børstet op langs armene som også er i retning mod hjertet. Brug lange strøg og tilpas strøgets tryk til dit temperament og til din huds følsomhed.
- Kan du få én til at børste dig på ryggen så lad personen starte forsigtigt ved toppen af hovedet ned langs halsen, skuldre ryg og lænd. Har du ikke nogen til at hjælpe dig bruger du bare børsten der hvor du kan nå.
- Ønsker du tørbørstning af ansigt og brystområde skal du bruge en ansigtstørbørste. Der findes også børster specielt til bikiniområdet som kan bruges til at forhindre tør hud og indgroede hår. Det skyldes at huden i disse områder er mere sensitiv.
- Når du har børstet hele kroppen er du klar til badet. Hvis du har mod på det kan du tage et vekselbad, hvor du skifter mellem koldt og varmt vand et par gange. Dette vil sætte yderligere gang i blodomløbet.
- Efter badet, smør da kroppen godt ind i en kropsolie du holder særligt af.
- Da tørbørstningen fungerer som en miniudrensning af kroppen er det en god ide at drikke rigeligt med vand i løbet af dagen for at hjælpe affaldsstofferne på vej.
Undgå at bruge børsten på irriteret og generet hud, som fx. Ved eksem, sår eller andet. Det er også vigtigt ikke at tilføje huden essentielle olier efter børstningen, da olierne er koncentrerede og kan brænde den åbne hud.
Tørbørstning og graviditet
Er du gravid? Tørbørstning kan med fordel benyttes imens du er gravid. Det vil være gavnligt for at mindske risiko for ophobninger af væske i kropppen. Under graviditet mindskes gennemstrømningen i hele kroppen, som kan forårsage ophobninger. Tørbørstning kan afhjælpe disse ophobninger og hjælpe kroppen til en optimal gennemstrømning i hele kroppen.
0 kommentarer
Skriv en kommentar
Log ind eller tilmeld dig som bruger for at skrive en kommentar